English Sitemap
 
Løn og ansættelse Foreningen Fagligt Uddannelse TR Aktuelt Debat Kontakt Presserum
Sti: Forside / Fagligt / Klagevejledning
Artikler & rapporter Bachelor-, kandidat- og masterprojekter Centrale udfordringer i den jordemoderfaglige indsats Fag & Etik Faglige netværk Farmakologi Fødesteder Høringssvar m.v. Internationalt samarbejde Jordemoderfaglige projekter Jordemødres beskæftigelsesområde Klagevejledning Lovstof om jordemodervirksomhed National Forskningsdag Præsentationer fra foredrag Sundhedsstyrelsens svangreanbefalinger Søg midler Temadag om graviditet og overvægt
Jordemoderforeningens vejledning om klager til PatientklagenævnetMange jordemødre oplever at blive involveret i en klagesag, der behandles af Patientklagenævnet. Derfor har vi i Jordemoderforeningen udarbejdet denne vejledning.Ofte bliver man meget ked af det, når man får at vide, at nogen har klaget over én. Mange føler skyld og forestiller sig det værste. Formålet med denne vejledning er at orientere om, hvordan klagesystemet fungerer, og at give nogle konkrete råd om, hvordan man skal forholde sig, hvis man bliver involveret i en klagesag.

Men en skriftlig vejledning er ikke nok. Hvis du bliver involveret i en klagesag, vil vi anbefale dig, at du taler om det med din tillidsrepræsentant, din leder, en god kollega, eller hvem du ellers har tillid til. Du er også velkommen til at kontakte os i Jordemoderforeningens sekretariat. Det eneste du ikke må gøre er at stå alene med sagen. Vi ved af erfaring, at det er bedst, hvis man involverer andre.
Hvad er Patientklagenævnet?PKN har eksisteret siden 1988. Det behandler klager over sundhedspersoners - herunder jordemødres - faglige virksomhed. Klager over serviceniveauet og personalets opførsel behandles af ledelsen på det enkelte ansættelsessted. Derfor behandles nogle klager samtidigt af ledelsen og af Patientklagenævnet.

PKN består af et sekretariat og et egentligt nævn. I sekretariatet er der ansat jurister og administrativt personale. Derudover er der tilknyttet en række sagkyndige konsulenter, heriblandt jordemødre.

Selve nævnet har en dommer som formand. Herudover deltager der normalt to lægmandsrepræsentanter og to repræsentanter for den faggruppe, sagen vedrører. Når nævnet behandler en klage over en jordemoder, deltager der altså jordemødre i afgørelsen af sagen.
Hvordan forløber en klagesag?Når en patient har klaget til PKN, anmoder sekretariatet embedslægen om at iværksætte en undersøgelse af det forløb, klagen omhandler.

Embedslægen indhenter udtalelser fra det personale, der har deltaget i behandlingen, og fremskaffer andet materiale, som kan belyse sagen (fx kopi af journalen). Man har pligt til at medvirke ved sagens udredning og til at give de nødvendige oplysninger til embedslægen.

Når embedslægen vurderer, at sagen er tilstrækkeligt belyst, udarbejder embedslægen en sammenfatning. Sammenfatningen beskriver klagepunkterne, hændelsesforløbet og de sundhedsfaglige spørgsmål, som Patientklagenævnet skal vurdere. Endvidere kan sammenfatningen indeholde embedslægens vurdering og indstilling i sagen.

Når PKNs sekretariat har modtaget embedslægens sammenfatning sendes den til skriftlig vurdering hos en af de sagkyndige konsulenter, der er knyttet til nævnet. Drejer klagen sig om en jordemoder, vil den sagkyndige konsulent være jordemoder.

På baggrund af det materiale embedslægen har fremsendt og den sagkyndige konsulents udtalelse udarbejder sekretariatet et forslag til en afgørelse. Forslaget sendes til sagens parter sammen med den sagkyndige konsulents erklæring. Man får normalt en frist på 14 dage til at kommentere forslaget. Det er vigtigt at kommentere forslaget, hvis sekretariatet indstiller, at der udtales kritik, selv om man allerede én gang har forklaret forløbet over for embedslægen. Ved fristens udløb sendes de indkomne svar til sagens øvrige parter.

Herefter bliver sagen behandlet på et møde i selve Patientklagenævnet. Nævnet får forelagt alle de bemærkninger, som parterne er fremkommet med. Det er altså hverken den sagkyndige konsulent eller sekretariatet, der træffer den endelige afgørelse i sagen. Den endelige afgørelse kan alene træffes af selve nævnet.

Hvis medlemmerne af nævnet ikke er enige om afgørelsen, vil den indeholde oplysninger om, hvem der har afgivet dissens (mindretalsudtalelse).
Hvilke reaktionsmuligheder har Patientklagenævnet?PKN har hverken mulighed for at fratage en jordemoder hendes autorisation eller for at straffe hende. Hvis nævnet finder, at en jordemoder har overtrådt lovgivningen, kan det udtale kritik af handlemåden i det konkrete forløb. I særlige tilfælde kan nævnet indskærpe, at jordemoderen i fremtiden skal være mere omhyggelig og samvittighedsfuld.

Hvis der ikke er tale om en lovovertrædelse udtaler PKN, at jordemoderen har handlet i overensstemmelse med god faglig standard. Nogle gange udtaler PKN dog, at vedkommende kunne have handlet mere hensigtsmæssigt.

I særligt alvorlige tilfælde kan PKN udover at udtale kritik og at indskærpe, at vedkommende skal være mere omhyggelig og samvittighedsfuld, anmode anklagemyndigheden om at overveje at rejse tiltale.

Sundhedsstyrelsen orienteres om alle PKNs afgørelser. Hvis PKN udtaler kritik af en sundhedsperson to eller flere gange på tre år, vil Sundhedsstyrelsen overvåge vedkommende. Hvis der er tale om særligt alvorlige fejl, vil der være tale om en skærpet overvågning.

Man kan ikke klage over PKNs afgørelser, men nævnet kan genoptage en sag, hvis der foreligger nye oplysninger, eller hvis der er sket væsentlige sagsbehandlingsfejl.
Hvordan formulerer du dine udtalelser?Som nævnt er det første, der sker, at embedslægen beder dig om en udtalelse om forløbet. Denne udtalelse har stor betydning for bedømmelsen af din handlemåde. Det er ikke altid klart, om man selv er omfattet af klagen, eller om den primært vedrører andre fagpersoner. Du bør dog altid tage en klagesag alvorligt og fremsende et gennemarbejdet svar til embedslægen.

Hvis det ikke klart fremgår, hvad der klages over, eller hvis du er i tvivl om, hvad der ønskes kommentarer til, bør du bede embedslægen om en præcisering.
Det er sket, at en jordemoder, der ikke længere var ansat i afdelingen, blev nægtet at få tilsendt en kopi af journalen. I den situation kan du henvende dig til embedslægen og bede om en kopi. Det er naturligvis vigtigt, at du har alt det relevante journalmateriale, når du skal skrive dit svar.De fleste embedslæger giver en svarfrist på 2-3 uger. Man kan for det meste få udsat svarfristen uden nogen særlig grund. Du bør udnytte denne mulighed, hvis du har brug for det. Det samme gælder når PKNs sekretariat senere anmoder om en udtalelse i forbindelse med deres indstilling til nævnet.

Når du skriver dine udtalelser til embedslægeinstitutionen og partshøringssvar til Patientklagenævnet, skal du skrive på almindeligt dansk. Dine budskaber bliver ofte mindre klare, hvis du bruger mange fagudtryk, lange indviklede forklaringer osv.

Måske føler du, at klagen er fuldstændig uberettiget eller uretfærdig. Eller måske gør klagen dig meget ked af det eller vred. I den forbindelse skal du være opmærksom på, at det er alle patienters ret at klage. Undgå derfor aggressive eller nedsættende udtalelser om det øvrige personale eller klageren.

Der er på den anden side heller ikke grund til at fremsætte negative vurderinger af dig selv. Du bør redegøre for dine synspunkter og handlemåder og ikke anlægge en kritisk vurdering af forløbet. Du er på ingen måde forpligtet til selv at påpege fejl eller ting, som du synes, du kunne have gjort bedre eller anderledes. Giv en objektiv beskrivelse af forløbet og koncentrer dig om de forhold eller overvejelser, der lå til grund for handlingen.

Det afgørende er ikke, om du i en given situation har skønnet rigtigt eller forkert. Det afgørende er derimod om du handlede omhyggeligt og samvittighedsfuldt. Husk derfor også at beskrive dine overvejelser selvom du synes, at det var indlysende at gøre, som du gjorde.
Underbyg eventuelt din forklaring med henvisning til afdelingens procedure. Nævn det, hvis der ikke er en procedure på området. Har du handlet anderledes end anført i afdelingens procedure, skal du grundigt belyse de forhold og overvejelser, der fik dig til at afvige fra proceduren.

Du kan eventuelt indlede svaret med en forklaring af din egen stilling og inddragelse i forløbet. Afslutningsvist kan du eventuelt bemærke, at du ikke kan anerkende at have handlet forkert eller kritisabelt.

Det er klogt at bede om at få aktindsigt i alt foreliggende sagsmateriale i såvel embedslægeinstitutionen som i Patientklagenævnet. Herved får du tilsendt alle øvrige personers udtalelser, embedslægens indstilling osv. Du bør også anmode om, at alle breve vedrørende klagesagen bliver sendt til din privatadresse.

Det er svært at sige noget generelt om, hvor lang udtalelsen bør være. I almindelighed vil en udtalelse på 1-2 A4-ark være tilstrækkelig, men i komplicerede sager kan det være nødvendigt at skrive mere.

Du kan eventuelt hente inspiration til formuleringen af dine breve i eksemplerne nedenfor.
Eksempel 1

Embedslægeinstitutionen i xxxxx
(adresse)



Vedr. J.nr. xx/xx, klage indgivet af (klagerens navn)

Embedslægeinstitutionen har i brev af (dato) anmodet om min udtalelse vedrørende ovennævnte klage. I den anledning skal jeg udtale følgende:



(selve redegørelsen)



Afslutningsvist vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg ønsker aktindsigt i alt foreliggende materiale i embedslægeinstitutionen vedrørende sagen, og at jeg forudsætter, at jeg vil få lejlighed til at komme med en yderligere udtalelse, såfremt det modtagne materiale giver mig anledning til det.

Endeligt vil jeg bede om, at alle fremtidige breve vedrørende sagen sendes til mig på min privatadresse.



Med venlig hilsen
(Navn og adresse)



Eksempel 2

Patientklagenævnet
Frederiksborggade 15, 2. sal
1360 København K


Vedr. J.nr. xx/xx, klage indgivet af (klagerens navn)

Jeg har i brev af (dato) modtaget meddelelse om min mulighed for at kommentere sekretariatets forslag til afgørelse i ovennævnte klage. I den anledning vil jeg gerne komme med følgende kommentarer:



(selve kommentarerne)



Afslutningsvist vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg ønsker at få aktindsigt i alt foreliggende materiale i Patientklagenævnet vedrørende sagen, og at jeg forudsætter, at jeg vil få lejlighed til at komme med en yderligere udtalelse, såfremt det modtagne materiale giver mig anledning til det.

Endeligt vil jeg bede om, at alle fremtidige breve vedrørende sagen sendes til mig på min privatadresse.



Med venlig hilsen
(Navn og adresse)



Sidst redigeret: 12.11.2009
Retsinfo
Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse
Patientklagenævnet
På patientklagenævnets hjemmeside, kan du se hele lovsamlingen på området. Du kan også læse om, hvordan klager behandles og se offentliggjorte afgørelser.
Læs mere...
Klik her for at læse temaartikler om patientklager i Tidsskrift for Jordemødre nr. 2, 2005
Jordemoderforeningen   Sankt Annæ Plads 30   Postboks 2217   1250 København K   Tlf.: 46 95 34 00   E-mail: sek@jordemoderforeningen.dk